Hvalpens første tid i det nye hjem

Hvalpen må tidligst tages fra deres mor, tidligst når den er 8 uger. I løbet af den periode aftaler vi 2-3  besøg så I kan hilse på hvalpene, Tuppence og mig.

Det er en stor dag, når man henter sin lille nye hvalp – det er smart at forberede sig inden….

Den søde ventetid – brug den!  Mens I venter på, at det lille ny familiemedlem skal flytte ind, vil jeg foreslå at I tænker på følgende:

– Et godt navn alle er enige om og kan udtale.
– Hvor skal hunden sove?
– Hvem skal lufte hunden om morgenen, efter skoletid, om aftenen?
– Hvilke kommandoer skal hunden lære? Det er ikke gavnligt for indlæringen hvis  “mor” siger SIT og DÆK mens “far” siger SÆT DIG NED og LÆG DIG.

– Når der er børn i hjemmet: lær dem på forhånd at hvalpen ikke er et legetøj, at man ikke må kramme og klemme en hvalp og  at småbørn ikke må bære rundt på  hvalpen.

Foder: I får hvalpefoder med sammen med hvalpen og oplæg til den fremtidige fodring. Sørg altid for et lødigt foder afstemt efter hundens alder og aktivitetsniveau. Det er vigtigere at se på hunden (er den lidt for godt i stand? for tynd?) end på den vejledning angående mængden af foder som står på fodersækken

– Hvordan skal husordenen være? Må hunden være ved bordet, når I spiser? Må den sove i sengen? Komme op i sofaen?

– Tænk over og forbered hvalpens første dage i det nye hjem: den er blevet fjernet fra sin familie og alt det der hidtil har været hele dens verden, væk er alle de små legekammerater og moren. Den lille hvalp skal have tryghed og ro og har behov for mange timers søvn hver dag.  Lad den lære sit nye hjem og have at kende i små bidder. Hvalpen skal være sammen med jer – også om natten. Sørg for at have fri de første mindst tre uger og gradvist at vænne hvalpen til at være alene hjemme.

Træning af hvalpen:
Med i prisen får I hvalpehold med 6 lektioner. Bor I så langt herfra at det ikke kan lade sig gøre, skal I finde et andet sted at træne hvalpen. Vær ude i god tid, der kan være rift om pladserne. I er velkommen til at spørge mig til råds vedrørende de træningsmuligheder, der er i jeres nærområde.

Gør hjemmet hvalpesikkert:
– ingen ledninger som en lille hvalp med skarpe tænder kan komme i nærheden af og bide over
– skarpe ting, små ting som hvalpen kan sluge og få galt i halsen, giftige ting inkl. medicin og planter i haven
– lav en plan over hvordan hvalpen gradvist skal introduceres til hus og have – lidt ad gangen så bliver den mere tryg.
– sko og andet der dufter skønt af hvalpens kære mennesker skal være uden for rækkevidde når hunden er alene
– Og så selvfølgelig: mad og skåle, halsbånd og line
– Lovpligtig hundeansvarsforsikring
– Meldes til hunderegisteret
– Sygeforsikring af hunden – det kan ikke betale sig andet